Skip to Content
CO2 Laser GuidesJustering og optik
Justering og optik · CO2 laserskærer

Sådan fokuserer du din CO2 laser korrekt

Fokus er den enkeltfaktor der har størst betydning for hvor godt din CO2 laser skærer. Linsen samler laserstrålen i et brændpunkt på under en halv millimeter, og kun i det punkt er energitætheden høj nok til at give et smalt, rent snit. Står materialet bare et par millimeter forkert, breder strålen sig ud, og resultatet er brede snit, brændte kanter og materiale der ikke skæres igennem.

Hvad er fokusafstanden?

Fokusafstanden bestemmes af din linse. Mange CO2 laserskærere leveres med en linse på 50,8 mm (2 tommer), men både kortere og længere linser findes. En kort linse giver et mindre brændpunkt og skarpere detaljer i tynde materialer, mens en længere linse holder fokus over en større dybde og derfor er bedre til tykke materialer. Tjek din maskines manual eller linsens mærkning, hvis du er i tvivl om hvad der sidder i dit laserhoved.

Afstanden måles typisk fra dysens underkant til materialets overflade og skal ramme det punkt hvor strålen er smallest.

Metode 1: Fokuspind eller fokusklods

Langt de fleste maskiner leveres med en lille pind, klods eller akrylbrik i præcis den rigtige højde:

  1. Læg dit materiale på bedden og kør laserhovedet ind over det.
  2. Stil fokusklodsen på materialet op ad dysen.
  3. Justér beddens højde (eller laserhovedet, afhængigt af maskine), til dysens underkant netop rører toppen af klodsen.
  4. Fjern klodsen. Din laser er nu fokuseret på materialets overflade.

Metode 2: Rampetest

Rampetesten finder det præcise brændpunkt og er god at lave, når du har fået ny linse, eller hvis du er i tvivl om din fokusklods passer:

  1. Læg et stykke træ eller mørk akryl skråt på bedden, så det hælder jævnt, for eksempel med 2-3 cm klods under den ene ende.
  2. Tegn en lang, tynd linje i dit laserprogram, der løber hen over hele det skrå stykke.
  3. Kør linjen med lav effekt og moderat hastighed.
  4. Se på det brændte spor: det starter bredt, bliver smallere og smallere, når et punkt hvor linjen er allertyndest, og bliver så bredt igen.
  5. Det tyndeste punkt er dit fokus. Mål afstanden fra dyse til materialeoverflade lige der, og notér den, eller lav din egen fokusklods i den højde.
Autofokus: Nyere maskiner, blandt andet THOR-serien, har motoriseret bed og autofokus, der selv måler materialets overflade og stiller højden. Det fjerner den mest almindelige brugerfejl. Men selv med autofokus er det godt at kende rampetesten, så du kan kontrollere at systemet rammer rigtigt.

Fokus i tykke materialer

Når du skærer tykt materiale, kan det betale sig at lægge fokuspunktet en anelse nede i materialet i stedet for på overfladen, ofte omkring en tredjedel af tykkelsen nede. Så fordeles den smalleste del af strålen mere jævnt gennem snittet, og du får mere lodrette snitkanter. Ved gravering og skæring af tynde materialer fokuserer du altid på overfladen.

Symptomer på forkert fokus

  • Snittet er bredere end normalt og har brændte, brune kanter
  • Laseren skærer ikke igennem, selv om effekt og hastighed er uændret
  • Graveringer ser bløde og udflydende ud i stedet for skarpe
  • Snitkanterne er tydeligt skrå, som et V

Oplever du de symptomer med korrekt fokus, så gennemgå i stedet fejlfindingsguiden for manglende gennemskæring eller tjek om linsen trænger til rengøring.

Denne guide er skrevet af ODINTEKs laserteknikere og opdateres løbende. Har du brug for hjælp til din CO2 laserskærer, kan du oprette en sag i serviceportalen eller læse om vores landsdækkende on-site service.

← Alle CO2 laser guides